En ny verden åbnede sig for mig, da jeg for knap to år siden blev en del af kommunikationsafdelingen på Grundfos. Nok var jeg klar over, at der er udfordringer med drikkevandet visse steder i verden, men at omfanget var stort, som det er, anede jeg ikke.

Globalt er der over to milliarder mennesker, der ikke har adgang til rent drikkevand. Om få år vil halvdelen (!) af verdens befolkning være berørt af enten mangel på vand eller for meget vand. Begge dele har betydning for, om der er tilstrækkelige mængder drikkevand.

Det kom sikkert bag på mange, da HOFOR i maj 2025 udgav en analyse, der peger på, at hovedstadsområdet vil komme til at mangle op mod 12 millioner m3 drikkevand om året i 2040. Her i vores lille, vandrige land? Ja, også her.

Gennem mit arbejde har jeg mødt kloge mennesker, der taler om, at vi ikke værdsætter vand tilstrækkeligt. Med det skal ikke blot forstås, at man muligvis vil være nødsaget til at bruge kubikmeterprisen på vand til at få folk til at forstå, at der skal spares, høstes og genbruges vand på et helt andet niveau, end vi er vant til. Det skal også forstås sådan, at vi skal skubbe på bevidstheden om, hvor central en sikker vandforsyning er for din og min hverdag, sundhed og fremtid - både i politiske fora, i hjemmene og i virksomhedernes bestyrelseslokaler. Adgangen til rent drikkevand er ganske enkelt ikke noget, vi kan tage for givet længere.

Hvad kan jeg så bidrage med som forbrugervalgt repræsentant i bestyrelserne for Silkeborg Vand A/S og Silkeborg Spildevand A/S?

Først og fremmest er jeg familiefar, husejer og forbruger, med de perspektiver, det nu engang bringer med sig. Jeg har et behov for, at vand løber både til og fra min ejendom på fornuftig vis hver eneste dag, og så skæver jeg selvfølgelig også til størrelsen på vandregningen.

Udover det er jeg ved at have noget bestyrelseserfaring med mig fra mit bestyrelsesvirke på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole og fra Norlys Vækstpuljebestyrelse Midt.

Jeg stillede i sin tid op til repræsentantskabet i Norlys (dengang ENIIG), fordi jeg forestillede mig, at det var en af mine muligheder for at gøre bare en lillebitte forskel for vores børn og børnebørns fremtid. Jeg blev hurtigt involveret i at skubbe på Norlys' grønne dagsorden sammen med en lille gruppe mennesker, som også gerne ville sikre, at vores energi i stigende grad bliver dækket af vedvarende energikilder til en fornuftig pris. Dette var direkte medvirkende til, at Norlys udarbejdede en klimahandlingsplan i 2024.

I min anden periode i repræsentantskabet blev jeg valgt ind i Vækstpuljebestyrelsen for region midt. Vækstpuljens formål er at yde økonomisk støtte til blandt andet fællesskabsfremmende aktiviteter og initiativer, der fremmer bæredygtig udvikling. Det er både et spændende og givende stykke arbejde, hvor man virkelig føler, at man kan gøre mange mennesker glade og give noget tilbage til fællesskabet.

Det er gået op for mig, hvor meget vand og energi hænger sammen i en fremtid, hvor kunstig intelligens, datacentre, der køles ned med enorme mængder vand og sluger lige så voldsomme mængder energi, en energimæssigt optimeret vandinfrastruktur, klimaforandringer, cyberangreb på vandværker, vedvarende energikilder og en evigt foranderlig politisk virkelighed alle er elementer, vi skal forholde os til. Og her kan jeg forhåbentlig bringe nogle interessante perspektiver i spil som forbrugerrepræsentant.

Når jeg ikke er på arbejde eller bruger tid på HNIE eller Norlys, løber jeg orienteringsløb i Silkeborg Orienteringsklub, hvor jeg også lægger nogle frivilligtimer, eller bruger tid på musik, som er min anden store hobby. Jeg bor i Virklund sammen med min kone og de to yngste af vores tre døtre samt Jack Russell terrieren Jolly. Vi har boet her på Paradisvejen i over tyve år nu.






Og her er et stykke musik. Bare fordi jeg synes, at det er virkelig flot.
Nu har du den på hjernen resten af dagen - velbekomme :).